Åh nej…!
Der er jo torne på, er det ikke farligt…?
Og svaret er… Nej.
De fleste gnavere og i særdeleshed marsvin er skabt til at leve i tornede buske og krat.
Der bor de dejligt trygt og oven i købet med lækker mad lige for snuden af dem.
De er skabt til at spise både bær, blade og grene.
Deres læber og i særdeleshed huden er meget tyk og kraftig.
Det vil dyrlægen også bekræfte, det er faktisk ret svært at stikke et marsvin når det skal have indsprøjtning.
Vores leverandør af tørrede blade & snacks har udviklet hele udvalget i samarbejde med TiHo Hannover, som er et Tysk veterinærmedicinsk universitet, de bekræfter at torne, specielt tørrede ikke bare er uskadelig men ligefrem sunde for gnavere.
Så det der er en pine for os er en delikatesse for vores elskede venner.
Her under kommer professorens forklaring (oversat fra Tysk):
Marsvin er tilpasset tornede vækster; hvis de selv kunne vælge, ville de foretrække at gemme sig under brombær og andre tætte, tornede buske.
I øvrigt er tornene på bladribberne slet ikke så voldsomme, som de ser ud til. Når jeg har været ude at høste, har jeg nogle gange båret mig klodset ad og grebet direkte ned i tornene på midterribberne; vist kunne det mærkes, men tornene gik ikke engang igennem overhuden. Tornene fra roser eller nogle tidselarter er faktisk meget værre. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg bagefter har gået og slikket sår på vejen hjem efter at have plukket tidsler, blot fordi jeg gerne vil gøre noget godt for mine marsvin!
Marsvins læber er ikke blot tykke, de er faktisk perfekt tilpasset tornede vækster. Tornene skal bore sig ret langt ind i læben, før det begynder at bløde. Marsvin trækker deres foder ind i munden, på samme måde som en printer trækker papiret ind i maskinen; tænderne sidder lidt skråt indad, tyggefladerne er meget brede, der er ikke et eneste hul, hvor torne eller pigge kan sætte sig fast eller bore sig ind mellem tænderne. Blade og torne trækkes ind mellem tyggefladerne og males til mos. Kæbens glidende led gør dette muligt, (marsvin tygger frem og tilbage, ikke sidelæns som ved kaniner).
Plantesafterne og de moste blade og torne bevæger sig fra de formalende tyggefladernes skrå position ind i mundhulen og synkes – dét der endnu ikke er bearbejdet nok, bliver mellem lamellerne i kindtænderne og bearbejdes nådesløst videre.
De stakkels brombærblade har ganske enkelt ikke en chance … er de først malet til mos, kan de ikke stikke mere …
Men selv kaniner, der ikke er tilpasset helt så godt til tornet mad, tager ikke skade af brombærblade. Derimod forekommer af og til skader på kaniner fra tidsler, (dette har jeg ikke set ved marsvin, der er tilpassede tornede vækster i en sådan grad, at det måske endda nok næsten er umuligt.)
Tornene lagrer desuden virkestoffer, så koncentrationen af disse aktive virkestoffer er størst netop i tornene. Skærer man tornene fra midterribberne bort, fjerner man samtidigt dét, der er mest sundt for marsvinene.
